Anmeld skader på vej
Ofte er det brugerne af veje og stier, der først opdager fejl og mangler. Giv kommunen besked, hvis du opdager:
- Belægningsskader, huller i asfalten eller ujævne fliser på fortove
- Dæksler og riste, som er i stykker eller ikke fungerer
- Skilte, lys, striber, rabatter, anlæg og/eller andet, der nedslidt eller ødelagt
- Manglende belysning
- Store ledningsbrud
- Oliespild og anden forurening på vejarealer
- Fejl på store spildevandsledninger og brønde, der giver gener for de tilsluttede ejendomme
Anmeld skaderne via Giv et praj eller skriv til anlaeg@glostrup.dk. Vær opmærksom på, at Glostrup Kommune ikke vedligeholder private fællesveje. Grundejerforeninger og vejlav har ofte ansvaret for veje og stier i lokalområdet. Se vejstatus på Central vej- og stifortegnelse (CVF).
Vedligehold - regler og ansvar
Vedligehold og snerydning af veje, fortove og stier er reguleret af vejloven og Bekendtgørelse af lov om private fællesveje (kendt som Privatvejsloven). Ansvaret er fordelt mellem staten, kommunen og private grundejere.
De to motorvejsstrækninger Motorring 3 og Frederikssundmotorvejen ejes af Staten og administreres af Vejdirektoratet. De øvrige offentlige veje, pladser i kommunen ejes, administreres og vedligeholdes af Glostrup Kommune. Herudover er der nogle private fællesveje. På dem er Glostrup Kommune vejmyndighed. Det er dog grundejerne, grundejerforeningen eller vejlavets ansvar, at vejen er sikker at færdes på.
Uheld på vejareal
Kommer du til skade, fordi veje, fortov eller stier er dårligt vedligeholdt eller der ikke er ryddet for sne, kan du rejse erstatningskrav mod ejeren af grunden eller den offentlige myndighed, der er ansvarlig for arealet. Se mere på vores sider om Uheld på veje.
Beskær din beplantning
Som grundejer er det dit ansvar at holde din hæk, træer og anden beplantning beskåret, så færdselsarealerne friholdes.
Hække og anden beplantning samt stakit, støttemure og lignende må ikke gå ud over skel. Se Bekendtgørelse af lov om hegn § 11 (kendt som Hegnsloven). På kommunale veje kan Glostrup Kommune kræve træer og anden beplantning beskåret af hensyn til færdslen. Se vejloven § 87. Det gælder også på private veje. Her må du desuden ikke plante træer eller andet uden kommunens samtykke. Se mere i Bekendtgørelse af lov om private fællesveje § 61 (kendt som Privatvejsloven).
Vedligeholdelse af kommunale veje
Kommunen gennemgår løbende på faste tidspunkter af året, enten til fods eller i bil. Men ofte er det borgerne, som først opdager fejl og mangler ved vejene. Giv os et praj, hvis du opdager:
- belægningsskader, huller i asfalten eller ujævne fliser på fortove
- dæksler og riste, som er i stykker eller ikke fungerer
- skilte, lys, striber, rabatter, anlæg og/eller andet, som er nedslidt eller ødelagt.
I nogle tilfælde kan det være en grundejerforening eller et vejlav, som har ansvaret for veje og stier. Det vil vi gøre dig opmærksom på, hvis du anmelder fejl og mangler.