Parkering er reguleret af færdselsloven. Den bestemmer blandt andet, at det indenfor tættere bebygget område, det vil sige indenfor byzonetavler, IKKE tilladt at standse eller parkere, helt eller delvist på fortov, cykelsti, gangsti eller yderrabat.
I Glostrup Kommune har vi dog vedtaget en parkeringsbekendtgørelse som tillader køretøjer under 3.500 kg i tættere bebyggede områder at parkere med 2 hjul på fortovet, forudsat at det ikke er til fare eller ulempe for færdslen på fortovet.
Parkeringsregler
Udover Glostrup Kommunes bekendtgørelse for standsning og parkering er det skiltning, afmærkning og de generelle regler i færdselsloven, der regulerer, hvor man må standse og parkere i Glostrup Kommune.
I Glostrup kontrollerer Parkeringskontrol Nord, at reglerne bliver overholdt. Se deres folder om parkeringsregler og find mere information på vores side om handicapparkering og på vores side om parkeringskontrol.
Parkeringsbekendtgørelse
Kommunalbestyrelsen i Glostrup har 14. december 2022 vedtaget nedenstående parkeringsbekendtgørelse:
Bekendtgørelse om standsning og parkering i Glostrup Kommune
I medfør af færdselslovens § 92, stk. 1 jf. § 92c, stk. 4 har Glostrup Kommune, med samtykke fra Københavns Vestegns Politi, truffet følgende bestemmelse om parkering på offentlige kommunale veje og på de private fællesveje, hvor kommunen er vejmyndighed:
§1 Køretøjer med en tilladt totalvægt over 3.500 kg (lastbiler, busser, autocampere m.v.), påhængskøretøjer (trailer, campingvogne m.v.), motorredskaber og traktorer må i tidsrummet kl. 19.00-07.00 kun parkeres, hvor det er tilladt ved særlig afmærkning.
Stk. 2: Uanset stk. 1 må påhængskøretøjer med en tilladt totalvægt på højst 2.000 kg dog parkeres i indtil 24 timer, med mindre andet er tilkendegivet ved afmærkning. §2 Inden for tættere bebygget område kan et køretøj, hvis tilladte totalvægt ikke overstiger 3.500 kg standses eller parkeres
- delvist på fortov med maksimalt halvdelen af køretøjet og højst 2 hjul i køretøjets længderetning, såfremt dette ikke er til fare eller ulempe for færdslen på fortovet,
- helt eller delvist på skillerabat, såfremt dette ikke er til fare eller ulempe for færdslen.
§3 Ved overtrædelse af denne bekendtgørelse kan der pålægges afgift i medfør af færdselslovens § 121.
§4 Bekendtgørelsen træder i kraft 14. december 2022. Samtidigt ophæves tidligere udstedte lokale standsnings- og parkeringsbestemmelser.