Selvbetjening

Sådan gør du

  • OBS: Hvis du vil give tilladelse til, at din nye læge kan få din journal, skal du markere det i selvbetjeningsløsningen. Herefter skal du selv bede din nye læge om at få din journal hos din tidligere læge.
  • Du skal have dit betalingskort klar, hvis du skal betale for at skifte læge. Vær opmærksom på, at du i nogle kommuner kun kan betale med Dankort.
  • Har du ikke noget betalingskort, kan du henvende dig til kommunen og få hjælp.
  • Når du skifter læge, skal du angive årsagen til, at du ønsker at skifte læge.
  • Du får en kvittering til udskrift, når transaktionen er gennemført.
Spørgsmål
Hvornår får jeg mit nye sundhedskort?
Svar

Du får dit nye sundhedskort ca. 14 dage, efter lægeskiftet er trådt i kraft. Det bliver sendt til dig med posten. Navnet på din nye læge står på dit nye sundhedskort.

Spørgsmål
Skal jeg skifte læge, når jeg flytter?
Svar

Når du anmelder flytning, kan du skifte læge gratis. Hvis afstanden til lægen er mere end 15 kilometer (5 km i København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør), skal du acceptere, at lægen ikke kan komme på hjemmebesøg i tilfælde af sygdom.

Hvis du ikke kan acceptere det, må du vælge en læge, der bor inden for 15 kilometer (5 km i København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør) fra din bopæl.

Spørgsmål
Kan mine børn skifte læge?
Svar

Hjemmeboende børn under 15 år kan ikke selv vælge læge, men følger automatisk forældrene.

Spørgsmål
Hvornår er det gratis for mig at skifte læge?
Svar

Det er gratis for dig at skifte læge, hvis:

  • Lægeskiftet sker i forbindelse med, at du flytter.
  • Din nuværende læge lukker sin praksis.
  • Din nuværende læges praksis deles i flere.

Du har altid mulighed for at skifte læge, og du kan frit vælge en læge eller klinik, der har åbent for tilgang af nye patienter.

I Find behandler på sundhed.dk kan du se, om en læge har åbent eller lukket for tilgang.

Lægevalg og flytning
Når du flytter, kan du enten beholde din læge eller gratis vælge en ny læge, som har åbent for tilgang af patienter.

Du kan vælge læge på ny, hvis du:
  • flytter 5 km væk fra din nuværende læge og bor i København, Frederiksberg, Tårnby eller Dragør kommune (hovedstadsområdet).
  • flytter mere end 15 km væk fra din nuværende læge og ikke bor i hovedstadsområdet.

Du kan vælge en læge, der har lukket for tilgang af patienter, hvis lægen indvilger heri.
Det er desværre ikke altid muligt at vælge en læge med lukket for patienttilgang via selvbetjeningen. Så hvis du ønsker at vælge en læge, der har lukket for patienttilgang og er længere væk end 15/5 km fra din nye bopæl, skal du kontakte din bopælskommune for at få hjælp med lægevalget. 

Regler for hjemmebesøg

Du kan få sygebesøg i hjemmet, hvis lægen skønner det er nødvendigt.

Valg af læge på plejehjem eller bosted

Hvis dit plejehjem eller bosted (§ 108 institution) har en fast tilknyttet læge, har du mulighed for at vælge denne læge, selv hvis lægen har lukket for tilmelding af nye patienter.

Hvis plejehjemmets eller bostedets faste læge har lukket for tilmelding, skal du kontakte kommunen for at blive tilmeldt lægen.

Hvis plejehjemmets eller bostedets faste læge har åbent for tilmelding af nye patienter, eller du ønsker at vælge en anden læge end den fast tilknyttede plejehjemslæge, kan du vælge læge digitalt her på borger.dk.

Du skal skifte læge digitalt, og du kan skifte læge digitalt for dine børn, indtil de fylder 15 år.

Børn under 15 år har som udgangspunkt samme læge/klinik som deres forældre (eller værge).

Har I som forældre fælles forældremyndighed og fælles bopæl, men hver jeres læge/klinik, kan I selv beslutte, hvilken af disse læger/klinikker jeres barn skal være tilmeldt.

Hvis I har hver jeres bopæl, har børnene som hovedregel samme læge som den af jer, hvor børnene er bopælsregistreret. 

Hvis I som forældre skifter læge, fx i forbindelse med flytning, vil jeres børn automatisk få den samme læge, som I vælger.

Når du fylder 15 år, kan du vælge en anden læge, end den dine forældre har valgt til dig.

  • Det er gratis at skifte læge i den måned, du fylder 15 år og i måneden efter. Herefter koster det 220 kr. (2023)
  • Du skal have NemID/MitID for at skifte læge.

Fra du fylder 15 år, gælder desuden:

  • Dine forældre kan ikke længere skifte læge for dig digitalt. Hvis du ønsker dine forældres hjælp til lægeskift, skal de gå på borgerservice og vise gyldig legitimation, samt en fuldmagt fra dig til lægeskiftet.

Det er gratis at skifte læge, hvis:

  • din nuværende læge lukker sin praksis
  • din nuværende læges praksis deles i flere
  • du skifter læge i forbindelse med en flytning
  • du bliver 15 år og ønsker at skifte læge

Ellers koster det 220 kr. (2023), at skifte læge.

Gratis lægeskift er først gennemført, når du har fået information via eBoks eller fysisk brev fra region eller kommune om lægeskiftet. 

NemSMS er en service til dig, så du ikke glemmer dine aftaler med det offentlige.

Tilmeld dig NemSMS

Det er gratis at tilmelde sig og modtage NemSMS. Du tilmelder dig ved at logge på Digital Post under Menu og Tilmelding. Her finder du NemSMS. Ved tilmeldingen skal du skrive dit mobiltelefonnummer og acceptere vilkårene.

Når du accepterer vilkårene, giver du tilladelse til, at alle offentlige myndigheder, der anvender NemSMS, kan sende dig sms-påmindelser – fx forud for en undersøgelse på et hospital. Nogle hospitalsafdelinger kan desuden tilbyde at oprette dig som NemSMS-modtager.

Læs mere om, hvordan du bruger NemSMS

På sundhed.dk kan du finde de praktiserende læger i Danmark, som du kan vælge, og bl.a. se:

  • lægens træffetider
  • lægens køn og alder
  • om lægen tager imod nye patienter
  • hvilke læger der ligger tættest på din adresse
  • om der er handicapvenlige adgangsforhold
  • lægens tilbud om elektronisk konsultation, tidsbestilling og receptfornyelse
  • på sundhed.dk finder du også øvrige behandlere i det offentlige sundhedsvæsen, fx fodterapeuter, ergo- og fysioterapeuter, kiropraktorer, psykologer, tandlæger, tandplejere med flere.

På sundhed.dk kan du få overblik over besøg, som du har haft hos praktiserende læge, speciallæge, tandlæge, fysioterapeut m.fl. Oversigten viser de besøg, hvor det offentlige har ydet helt eller delvist tilskud til behandlingen.

Du kan se oplysninger om konsultationer tilbage fra 2003. Oplysningerne er tilgængelige ca. to måneder efter behandlingen.

Skrevet af redaktionen på sundhed.dk
Senest opdateret 03.07.2019