Omsorgstandplejen er et tilbud til borgere som kun vanskeligt kan komme til tandlægen.
Hvad er omsorgstandplejen?
Omsorgstandplejen er et tilbud til personer, som kun vanskeligt kan udnytte de eksisterende tilbud om tandpleje. Omsorgstandplejen henvender sig derfor primært til borgere med nedsat førlighed og vidtgående fysiske og/eller psykiske handicaps. I Glostrup Kommune varetager den kommunale tandpleje omsorgstandplejen.
Det er muligt at vælge en privat leverandør/tandlæge/klinisk tandtekniker.
Kan jeg bruge omsorgstandplejen?
Du skal være visiteret til omsorgstandplejen for at kunne bruge den. Det er kommunens visitatorer, som vurderer, om du kan blive visiteret. Se Visitationens kontakt oplysninger nedenfor.
Der gøres opmærksom på, at der kan gå op til en måned fra det tidspunkt Omsorgstandplejen får besked om tilmeldingen til at Omsorgstandplejen kan aflægge besøg.
Hvorfor er der omsorgstandpleje?
Målet for omsorgstandplejen er at give patienterne en tilværelse uden smerter og gener fra tænder og mundhule, samt at vedligeholde eksisterende tandstatus. Omsorgstandplejen kan evt. udføres i borgerens eget hjem, på plejecentrene eller klinik. Derfor tilbyder omsorgstandplejen generelt ikke de samme behandlinger som i almen praksis, da det langt fra er alle behandlinger, der kan udføres med mobilt udstyr.
Omsorgstandplejen udfører helst ikke større behandlinger, end patienten selv ønsker, og behandlingsforslaget støttes i høj grad af plejepersonalets viden om den enkelte patient. Vi tilstræber, at ulempen ved selve behandlingen aldrig overstiger de fordele, vi ønsker at opnå. Tandplejeopgaven ses i sammenhæng med behandlingen af hele personen.
Brugerbetaling
Når du er tilmeldt omsorgstandplejen er der en årlig brugerbetaling på 570 kr. (2023). Beløbet opkræves af Glostrup Kommune.
Læs mere her
Kontakt omsorgstandplejen
Du kan ringe til os på telefon 2263 6948 alle hverdage fra 9-15, dog holder vi lukket om onsdagen.
I weekend, helligedage og uden for normal åbningstid, henvises til Den Regionale Tandlægevagt tlf. 70 25 00 41.
Ved mere alvorlige tandskader henvises til Akut telefonen 1813.