Støtte- og kontaktpersonordningen er for voksne med en sindslidelse eller særligt socialt udsatte voksne, herunder misbrugere. En støtte-kontaktperson kan hjælpe dig, hvis du har særlige problemer og få iværksat den støtte, der kan få dit liv på rette spor igen.
Formålet med en støtte- og kontaktperson er primært at du kan opnå og bevare sociale kontakter og bryde social isolation.
Støtten kan foregå på mange måder
Støtten bliver givet ud fra dine ønsker og behov, og er et midlertidigt supplement til andre tilbud. Omdrejningspunktet for støtten er relationen mellem dig og din støtte-kontaktperson.
Støtten kan ydes som:
- Kontaktbesøg i dit hjem
- Kontakt i det offentlige rum
- Kontakt på dit samværs- eller aktivitetstilbud
- Ledsagelse Telefon- og sms-kontakt
Få hjælp til en række praktisk og sociale funktioner
Alt efter dit behov kan støtte-kontaktpersonen blandt andet hjælpe dig med:
- Ledsagelse til offentlige myndigheder
- Få overblik over rettigheder og pligter i forhold til din forsørgelse
- Støtte til genhusning
- Støtte til fastholdelse i permanent bolig
- Støtte til kontakt med familie og venner
- Støtte til kontakt med behandlingstilbud
Kan jeg få en støtte-kontaktperson?
Vi vurderer individuelt, hvem der kan få en støtte- og kontaktperson, men som hovedregel skal du:
- have omfattende sociale og psykiske problemer
- have behov for omsorg og hjælp til at kontakte offentlige myndigheder, læger og lignende
- leve isoleret og være ude af stand til umiddelbart at etablere kontakt med andre mennesker
Hjælp os til at hjælpe
Nogle borgere med psykosociale problematikker og/eller misbrugsproblematikker er ikke selv i stand til at kontakte de sociale myndigheder for at søge hjælp.
Har du lagt mærke til en person, der trænger til hjælp, så kontakt Team Voksne med særlig behov i Center for Handicap, Psykiatri og Misbrug.