Belysning udgør i gennemsnit 50 % af elforbruget i detailbranchen og dermed også en væsentlig del af elregningen. LED er den mest energieffektive belysning på markedet. Så der er penge at spare ved at udskifte den nuværende belysning til LED. Da LED bliver mindre varme end traditionel belysning, er der samtidig mindsket brandrisiko samt mindre behov for nedkøling om sommeren, hvilket bidrager til et bedre indeklima.
LED koster mere i indkøb end traditionelle lyskilder men har til gengæld væsentlig længere levetid. Typisk holder LED-lyskilder syv gange længere end halogenpærer. På grund holdbarheden og det lave energiforbrug sparer I mere på bundlinjen ved at udskifte til LED. Den ekstra omkostning ved indkøb betaler sig hjem flere gange. Brug Energistyrelsens beregner til at se, hvor mange penge din virksomhed kan spare: sparenergi.dk/merebundlinje
LED har fin lyskvalitet
LED-belysning kan fuldt ud erstatte traditionelle lyskilder i lyskvalitet. Men der eksisterer stadig fordomme om, at LED eksempelvis tænder langsomt og ikke er kraftigt nok til at oplyse en butik. Dette er dog ikke længere tilfældet.
LED har lang levetid
Levetiden for LED-lyskilder kan variere fra 10-50.000 timer. Forskellen beror på blandt andet armaturer, teknik m.m. Tjek emballagen og vælg produkter med levetid over 15.000 timer. De er ofte lidt dyrere, men betaler sig mange gange over tid.
Få LED med Lysguiden
Kontakt din lokale autoriserede elinstallatør og får et tilbud på, hvad det vil koste at skifte din nuværende belysning til LED. Find sammen ud af den rette farvegengivelse og lysstyrke. Opsæt eventuelt nogle LED-lyskilder til test og brug Energistyrelsens mobilapplikation Lysguiden til at vælge den rette LED-lyskilde.
LED-konsulenter i Glostrup
I foråret 2017 har Energistyrelsens LED-konsulenter været på besøg i en række udvalgte butikker i Glostrup. Her har LED-konsulenterne hjulpet butiksejerne med at tælle lyskilder og vise dem, hvad de kan spare ved at udskifte til LED (se artikel i SN Vestegnen og i Folkebladet). Besøgene er en del af den landsdækkende kampagne "Mindre strøm - mere bundlinje", der blev sat i gang sidste efterår. Energistyrelsens konsulenter har allerede besøgt mere end 1.200 butikker.