Elvarme - regler og krav
Varmeplanlægningen i Danmark er reguleret af varmeforsyningsloven og elforsyningsloven samt en række bekendtgørelser.
Miljøvenlig, energi og samfundsøkonomi
Varmeforsyningsloven har til formål at fremme den mest samfundsøkonomiske og miljøvenlige opvarmning. Kommunerne er ansvarlige for at godkende projekter for kollektiv varmeforsyning og skal ifølge loven godkende det mest samfundsøkonomiske projekt.
Samproduktion af el og varme
Som udgangspunkt skal varme og elektricitet produceres sammen. Ved samproduktion anvendes overskudsvarme fra elproduktion til opvarmning. Det er mere energieffektivt og klimavenligt at end at afbrænde f.eks. kul, olie eller gas direkte til opvarmning.
Nybyggeri må ikke få elvarme
Der er forbud mod at etablere elvarme i alle nye og eksisterende huse med vandbårent centralsystem, hvis husene er eller vil blive kollektivt forsynede med individuel naturgas eller fjernvarme
Eksisterende byggeri må ikke skifte til elvarme
Der er forbud mod at etablere elvarme som hovedopvarmningskilde. Ejendomme med centralvarmeanlæg må således ikke fjerne radiatorer, varmtvandsbeholder m.v. og etablere elvarme i stedet.
Lavenergihuse kan få dispensation til elvarme
I bygningsreglementet er der fastsat maksimale energirammer for boliger. En energiramme er energibehovet for opvarmning, ventilation, køling og varmt brugsvand. Desuden indeholder bygningsreglementet en definition af to lavenergiklasser. De kræver et energiforbrug på 50 % (klasse 1) henholdsvis 25 % (klasse 2) mindre end energirammen.
Søg om dispensation
Kommunen kan ikke nedlægge forbud mod etablering af elopvarmning i eksisterende lavenergihuse. Har kommunen nedlagt forbud mod etablering af elopvarmning, skal den give dispensation til ny bebyggelse, der opføres som lavenergihuse. Skriv til: byg@glostrup.dk
Udskift til fjernvarme eller naturgas
Overvej at udskifte din elvarme til kollektiv varmeforsyning, hvis du bor i et område med fjernvarme eller naturgas. I områder uden kollektiv forsyning kan du overveje en anden energikilde, som en varmepumpe eller biobrændsler.
Se hvad du kan spare
Se om du bor i et fjernvarme- eller naturgasområde og brug Energistyrelsens beregner Ny Varme til at se, hvad netop du kan spare. På Energisparesiden kan du se, om dit energiselskab giver tilskud til isolering og udskiftning af varmekilde.
Suppler med varmepumpe eller solvarme
Ønsker du ikke at skifte til et vandbårent varmesystem som fjernvarme eller naturgas, bør du overveje at supplere din elvarme med en luft til luft-varmepumpe eller solvarme. Det er billigere end at skifte varmesystem, men giver typisk også en mindre besparelse. Se mere på vores sider om varmepumper og solenergi.
Få mere ud af din varme
Undgå at betale for varme, du ikke har glæde af. Sørg for at dit hus er godt isoleret og overvej at skifte til en mere energieffektiv opvarmningsform.
Isoler før du skifter opvarmningsform
Efterisoler din bolig før du får nyt varmeanlæg. Så kan anlæggets størrelse tilpasses dit varmebehov. Det giver ikke meget mening at skifte opvarmningsform, hvis dit hus er dårligt isoleret og varmen siver ud.
Få hjælp til energirenovering
Brug Energistyrelsens tjekliste for isolering få en professionel installatør til at rådgive dig. Overvej at få en BedreBolig-rådgiver til at lave en plan for din renovering. Find inspiration i Energistyrelsens film om energirenovering og isolering.
Få tilskud til energibesparelser
På Energisparesiden kan du se, om dit energiselskab giver tilskud til isolering og udskiftning af varmekilde. Brug Energistyrelsens beregner Ny Varme til at se, hvad netop du kan spare ved at udskifte din elvarme med en mere energieffektiv opvarmningsform.