Som frivillig på Glostrup Kulturfest indgår du i et sjovt og hyggeligt fællesskab. Nogle af os er frivillige fra den tidligere Glostrup Festival andre er nye og skal lige lære os at kende. Men du skal vide, at du er hjertelig velkommen og bliver taget godt imod. Der er mad og drikke til dig på dagen, og du bliver sat grundigt ind i din opgave.

Nedenfor er beskrevet nogle af opgaverne. Der kommer flere til, så hvis du ikke finder din opgave med det samme. Så skriv til os.

Skriv til lotte.olsen@glostrup.dk Hun kan fortælle dig alt om opgaverne og Kulturfesten.

 

Opgaverne

 

Hjælp til strømforsyning af Rådhusparken

De mange aktiviteter i Rådhusparken skal bruge strømforsyning. Det hjælper du elektrikeren med at lægge ud. Du skal fordele kabeltromler og lægge kabler ud. Når vi slutter skal vi ha' samlet alt grejet ind igen. Der kan være en del at slæbe på. 

Udlægning af kabler foregår i tidsrummet 8-14. Indsamling af grej foregår fra kl. 20. Du kan byde ind på en af tidrummene eller dem begge.

 

Miljøkorps

Miljøkorpset er en gruppe af frivillige, der holder pladsen ryddelig og pæn. I sørger for at skifte affaldscontainere, hvis de er fyldte, I samler affald op under eventet og sørger for, at vi efterlader området, som da vi startede festen op. Alle aktører bliver instrueret i at rydde op efter sig selv. Så det er normalt ikke en stor opgave.

 

Opsætning og nedtagning

Vi skal ha' sat 120 lette klapstole op på Glostrup Torv foran scenen ca. kl. 10. Kl. 15 skal de ryddes sammen igen og stilles væk. Det er en opgave til 2 personer.

 

Stagehands

Du hjælper artisterne med at sætte deres gear på scenen og rydde det af igen. Der vil være mere og mindre tunge løft, og du skal regne med, at arbejdet er ujævnt fordelt på dagen. Når der skiftes mellem artisterne er der travlt - til gengæld er der pauser, hvor du kan nyde musikken tæt på eller holde pause på anden vis.