Hvis du bliver bekymret for dit barns trivsel, er det vigtigt, at du reagerer på din bekymring. Det er altid en god ide, at du henvender dig til personalet i dit barns dagtilbud, skole, SFO eller klub. De kender dit barn godt og kan hjælpe med at løse problemer i barnets hverdag, før problemerne vokser sig store. Derfor vil det ofte være et godt sted at starte med at drøfte din bekymring. Lederen, pædagogen eller klasselæreren vil hjælpe med at tage hånd om eventuelle problemer og sørge for, at de bliver løst på den bedst mulige måde.
Hvis du har brug for at dele din bekymring med andre end lederen, pædagogen eller klasselæreren, kan du også søge råd og vejledning andre steder i Glostrup Kommune. Det kræver ikke en henvisning – du skal blot møde op eller kontakte de pågældende steder via telefon eller mail. Nedenfor kan du læse mere om de enkelte tilbud.
Sundhedsplejen
Her kan du henvende dig, hvis du er bekymret for dit barns trivsel, mens du er gravid, når barnet er født og frem til det forlader folkeskolen. Sundhedsplejen kan hjælpe med rådgivning og vejledning om alt lige fra det lille barns udvikling og trivsel til teenagerens vaner og adfærd.
Du kan kontakte Sundhedsplejen alle hverdage mellem klokken 12 og 13 på telefon 24 49 75 61.
Læs mere om Sundhedsplejen her.
Åben anonym rådgivning
Her kan du henvende dig, hvis du vil tale med en fagperson om et problem, men ikke ønsker at opgive dit navn. Alle børn og unge – eller voksne, der har kontakt med børn og unge – er velkomne til at ringe til åben anonym rådgivning på telefon 6118 6303. Telefonen bliver bemandet af en familiebehandler eller en psykolog.
Du kan kontakte Åben Anonym Rådgivning telefonisk alle torsdage (undtaget juli måned og mellem jul og nytår) mellem klokken 12 og 14. Udenfor dette tidsrum – og hvis nummeret er optaget - har du mulighed for at lægge en besked, som vi aflytter i rådgivningens åbningstid.
Læs mere om åben anonym rådgivning her.
Forældreforeninger
Der findes mange foreninger for forældre til børn med forskellige problemer. De kan være en god hjælp i forhold til at få rådgivning og vejledning om, hvad andre forældre har gjort i lignende situationer. Se blandt andet hjemmesiderne: www.ligevaerd.dk og www.familierum.dk.
Varmeværket
Her kan du henvende dig, hvis dit barn er tween eller teenager, og du har brug for sparring. Varmeværket kan give dig råd og vejledning, hvis du er bekymret for, at dit barn ikke trives af den ene eller anden grund.
Du kan altid kontakte Varmeværket, hvis du møder medarbejderne på gaden. Du kan kende dem på deres grønne jakker med navn og logo. Du kan også kontakte Varmeværket på telefon 3035 7819 eller skrive til varmevaerket@glostrup.dk.
Læs mere om Varmeværket her.
Kriminalitetsforebyggelse (SSP)
Her kan du henvende dig, hvis du er bekymret for, om dit barn har problemer med kriminalitet og/eller misbrug, eller hvis du undrer dig over den unges adfærd. Du kan få viden om faresignaler og få råd og vejledning om, hvad du kan gøre som forælder og voksen.
Du kan kontakte den kriminalitetsforebyggende koordinator på telefon 2961 6129. Du kan også sende en mail til lars.jonasson@glostrup.dk.
Læs mere om kriminalitetsforebyggelse her.
Familieafsnittet
Her kan du henvende dig, hvis du har brug for rådgivning om de muligheder, der er for at hjælpe barnet/den unge. Familieafsnittet kan også guide dig videre til andre steder, hvor der er hjælp at hente.
Du kan kontakte Familieafsnittet alle hverdage mellem klokken 9 og 10 på telefon 4323 6100. Du kan også sende en mail til familieafsnittet@glostrup.dk eller møde op personligt i Rådhusets åbningstid.
Læs mere om Familieafsnittet her.