Skolerne i Glostrup kan godkende, at et barns undervisning udsættes et år efter undervisningspligtens indtræden.
Hvis du som forælder er usikker på, om dit barn er klar til at begynde i skole, kan du søge råd og vejledning i dit barns daginstitution. Det er daginstitutionen, der er indgangen videre til de fagfolk i Center for Børn, Unge og Familier, der kan skabe afklaring. Det er Skolerne i Glostrup, der træffer afgørelsen.
Vejledning til ansøgning om skoleudsættelse
Ifølge folkeskoleloven skal et barn begynde i skole den 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder seks år. Forældrene har mulighed for at ansøge om at udsætte skolestarten et år. I det følgende kan I læse om proceduren for ansøgning om udsat skolestart i Glostrup.
Første skridt er, at forældre eller dagtilbud tager initiativ til en samtale om barnets parathed til skole. I samtalen tages der udgangspunkt i barnets kompetencedokument, som dagtilbuddet har udarbejdet i forbindelse med overgangen fra dagtilbud til skole. Hvis forældrene efter samtalen ønsker at ansøge om udsat skolestart involverer dagtilbudslederen Center for Børn, Unge og Familier (CBUF).
CBUF skal som en del af proceduren altid bidrage med en faglig vurdering af barnets parathed. CBUF’s psykologer, pædagogiske vejledere eller tale-høre konsulenter kan også rådgive og vejlede forældre og dagtilbud, hvis der er usikkerhed om barnets skolestart.
Hvis forældre og dagtilbud ikke i forvejen har kontakt til CBUF, tilbyder psykologerne, de pædagogiske vejledere og/eller tale-hørekonsulenterne en konsultativ samtale. I en konsultativ samtale gives der, med udgangspunkt i forældrenes og dagtilbuddets overvejelser, mulighed for dialog og rådgivning. Har barnet i forvejen kontakt til CBUF, kan forældre og dagtilbud drøfte barnets parathed med den medarbejder fra CBUF, som har kendskab til barnet.
Hvis forældre efter drøftelse med dagtilbud og CBUF mener, at det bedste for barnet vil være at søge om udsat skolestart, skal dagtilbudslederen sende en ansøgning til leder på Skolerne i Glostrup. Der er udarbejdet et skema, der skal benyttes hertil, som kan få ved henvendelse i dagtilbuddet eller til Skolerne i Glostrup.
Dagtilbuddet udarbejder en handleplan med de tiltag, hvorved dagtilbuddet – evt. efter råd og vejledning fra CBUF – vil understøtte barnets udvikling frem mod næste skolestart. Det er skolelederen på Skolerne i Glostrup, der træffer den endelige afgørelse om udsat skolestart. Afgørelsen sendes til forældrene.
Forældrene vil automatisk modtage brev om barnets skolestart året efter.