MitID erstatter NemID, og vi anbefaler, at du får MitID, så snart du kan.

Du kan ikke benytte NemID på din netbank efter den 31. oktober 2022, men du kan fortsat logge ind med NemID på alle offentlige selvbetjeningsløsninger frem til juni 2023.

 

Oprettelse af MitID

Med NemID

Du kan oprette MitID med NemID på MitID.dk via her Mitid.dk

Hvis du har brug for hjælp til oprettelse af MitID, kan du kontakte din bank eller MitID-support på 33 98 00 10.

Hvis du allerede har talt med dem og stadig har brug for hjælp, kan du bestille tid til oprettelse af MitID i Borgerservice.

 
Med MitID appen

Du kan oprette MitID med MitID appen, hvis

* du har et gyldigt dansk, grønlandsk eller færøsk pas og 

* du har en smartphone, som kan scanne den chip, der sidder i dit pas.

* Hent MitID app i App Store

* Hent MitID app i Google Play

 

I Borgerservice

Du kan bestille tid til oprettelse af MitID i Borgerservice, så vi kan hjælpe dig. 

Bestil tid til oprettelse af MitID i Borgerservice

Medbring altid:

* Enten 1 stk.

* Gyldigt pas

* Gyldigt kørekort

* Opholdstilladelse med cpr-nummer

* Udenrigsministeriets ID-kort udstedt i Danmark

Eller 2 stk. af disse typer legitimation:

* Personattest

* Dåbs-/fødselsattest

* Sundhedskort (sygesikringskort)

* Bopælsattest

* Opholdstilladelse uden cpr-nummer

* Dokumentation for udbetaling af offentlige ydelser (må højst være tre måneder gammel)

* Sidste års årsopgørelse

* Dette års forskudsopgørelse

* Legitimationskort med billede udstedt af kommune i Danmark eller Grønland.

Hvis du ikke har legitimation

Hvis du ikke har legitimation og er dansk statsborger, er det enklest for dig at hente en dåbsattest på et kirkekontor og derefter bestille tid til at få en bopælsattest i Borgerservice.

 
Hvis du har boet i Danmark i under to år

Vi stiller altid sikkerhedsspørgsmål, når en borger skal have MitID. Hvis du har boet i Danmark i kort tid, har vi måske ikke nok oplysninger om dig i cpr-registeret til sikkerhedsspørgsmålene. Derfor anbefaler vi, at du tager et vitterlighedsvidne med (en person, der vil bevidne, at du er den rigtige person). 

Vidnet skal være fyldt 18 år, have et dansk cpr-nummer og medbringe egen gyldig billedlegitimation samt sit NemID eller MitID. Vidnets MitID skal være oprettet mindst 10 dage i forvejen.

Du kan også tage et professionelt vitterlighedsvidne med. Det kan være en

* socialrådgiver

* socialformidler

* ansat ved kriminalforsorgen

* ansat ved udenrigsministeriet i Danmark

* ansat ved udenlandsk ambassade i Danmark

* jobkonsulent

* gadeplansmedarbejder eller en

* politibetjent

Det professionelle vidne skal medbringe MitID, medarbejderlegitimation, CVR-nummer på sin arbejdsgiver og et eller to stk. legitimation som beskrevet ovenfor.

Du har to muligheder for at få MitID: 

Få MitID med pas: 
  • Du kan bruge dit pas og MitID appen til at få MitID. MitID appen kan aflæse en chip i dit pas og dermed bekræfte, hvem du er. Det kan være et alternativ til at gå i Borgerservice. 
Få MitID i Borgerservice:
  • Du kan få MitID i Borgerservice. Husk at bestille tid i Borgerservice og medbringe gyldig legitimation. 

Læs mere om, hvordan du får MitID på MitID.dk

Har du brug for hjælp til MitID, så kan du kontakte MitID support. Ring på telefon +45 33 98 00 10 eller skriv en besked.  

Du kan også finde svar i hjælpeuniverset på MitID.dk.

Du kan også bede om hjælp hos nogen, du stoler på. Det kan være et familiemedlem eller en god ven. Du kan fx få MitID ved at låne vedkommendes telefon. Bare husk, at du ikke må dele: 

  • dine koder
  • din MitID app, -kodeviser eller -kodeoplæser
  • dit bruger-ID – undtagen med supporten, hvis du selv kontakter den.

På MitID.dk kan I læse mere om, hvordan man giver og modtager hjælp.  

Du må gerne hjælpe andre med at få MitID - du kan fx låne din telefon ud. Den, du hjælper, må dog ikke dele sine koder eller bruger-ID med dig. Han eller hun må heller ikke udlevere sin MitID app, -kodeviser eller -kodeoplæser.

På MitID.dk kan I læse mere om, hvordan man giver og modtager hjælp. 

Har du glemt dit bruger-ID, kan du få det vist i MitID appen sådan her:

  • Tryk på tandhjulet i øverste venstre hjørne
  • Tryk på 'Se bruger-ID' i menuen
  • Når du har bekræftet din identitet ved at scanne dit pas og ansigt, kan du se dit bruger-ID 
  • Du kan også kontakte MitID supporten, som kan oplyse dig om dit bruger-ID. Du skal først identificere dig i telefonen ved at oplyse pas- eller kørekortnummer samt besvare nogle spørgsmål fra CPR-registret.   

Har du glemt PIN-koden til din app, kan du selv genaktivere MitID app ved at scanne dit pas og ansigt i MitID appen. Åbn appen, vælg indstillinger (tandhjulet øverst til venstre) og vælg ’Opret MitID’. Hermed kan du genaktivere MitID med dit pas.

Andre muligheder:

  • Du kan ringe til MitID supporten, som kan sende dig en midlertidig PIN-kode på SMS. Du skal først identificere dig i telefonen ved at oplyse dit pas- eller kørekortnummer samt besvare nogle spørgsmål fra CPR-registeret. 
  • Har du en MitID i reserve, fx i form af en MitID kodeviser eller en ekstra MitID app installeret på en anden telefon eller tablet, kan du selv bestille en midlertidig PIN-kode på MitID.dk.

Har du glemt din adgangskode til MitID kodeviser/kodeoplæser, eller er din adgangskode blevet spærret, kan du – hvis du også har MitID appen – logge på MitID.dk og lave en ny adgangskode på din profilside.

Alternativt kan du ringe til MitID supporten, som kan hjælpe dig med at oprette en ny adgangskode, når du har identificeret dig i telefonen ved at oplyse dit pas- eller kørekortnummer samt besvaret nogle spørgsmål fra CPR-registeret.

Har du ikke længere en MitID app på din telefon, eller har du fået ny telefon, så skal du hente og aktivere en ny MitID app.

Det gør du ved at scanne dit pas og ansigt i MitID appen. Hent appen, gå ind under indstillinger og vælg ’Aktiver app’.

Alternativt kan du: 

  • få en ny aktiveringskode ved at logge på din profil på MitID.dk. Det kan du dog kun, hvis du har MitID på en anden telefon/tablet eller en kodeviser. Det anbefales, at man har MitID på en ekstra enhed, fx en tablet, så man nemt kan geninstallere, hvis man mister sin telefon eller kommer til at slette appen.
  • få en ny aktiveringskode i borgerservice. 

Den 31. oktober 2022 lukkede de danske banker ned for brugen af NemID. Det betyder, at du ikke længere kan bruge NemID til at komme ind i din net- eller mobilbank, og du kan heller ikke godkende kortbetalinger på nettet med NemID. 

Over en periode vil du opleve, at der er færre og færre muligheder for at bruge NemID. Når NemID udfases på andre private og offentlige hjemmesider og selvbetjeninger, vil du ikke kunne bruge disse, før du har fået MitID.

NemID fungerer fortsat med begrænset drift og afvikles gradvist frem til den 31. oktober 2023. Efter den 30. juni 2023 vil det ikke længere være muligt at få support til NemID. Du kan fortsat få hjælp til at spærre dit NemID via opkald til +45 72 24 70 50 for borgere og +45 72 24 70 90 for erhvervsbrugere med NemID medarbejdersignatur.

Har du NemID i dag, og vil du gerne fortsætte med at betjene dig selv på nettet, så skal du have MitID.

Læs hvordan du får MitID på MitID.dk.

MitID er personligt, og det er vigtigt, at du passer godt på det. Følg derfor disse råd:

  1. Vis aldrig dine koder til andre
  2. Udlever aldrig din MitID app, -kodeviser eller -kodeoplæser til andre
  3. Del aldrig dit bruger-ID med andre – undtagen med supporten, hvis du selv kontakter den
  4. Godkend aldrig noget med MitID på baggrund af fx et opkald, e-mail eller besøg fra nogen, som udgiver sig for at være fra din bank, fra supporten eller noget helt tredje. Du vil aldrig blive kontaktet på den måde
  5. Vær opmærksom på, hvilken handling du er ved at godkende med MitID. Hvis teksten ikke svarer til det, som du ønsker at gøre, eller hvis du ikke selv har igangsat handlingen, skal du lade være med at godkende. 

Hvis du mister din telefon med MitID appen på eller din personlige MitID kodeviser, kan du ikke bruge MitID. Derfor er det vigtigt, at du har et MitID i reserve, da det kan tage tid at få en ny kodeviser eller en ny app. Måske kræver det ligefrem en tur i borgerservice.

Det er også en god ide at have en MitID app i reserve i det tilfælde, at du får en ny telefon og glemmer at aktivere den nye MitID app, inden du sletter den gamle. Så kan du nemlig hellere ikke længere bruge MitID. Læs om, hvordan du kan have et MitID i reserve på MitID.dk.

Hvis du mister din telefon, skal du straks spærre den MitID app, som er tilknyttet den telefon, du har mistet. Det gør du enten på MitID.dk eller ved at ringe til MitID supporten.

Det er en god idé at have MitID flere steder, fx både på din mobil og en tablet. Så har du altid en reserve, og du kan stadig kan godkende med MitID, selvom du mister din mobil med MitID appen på.

Hvis du har mistet din telefon med MitID appen, og du ikke har et alternativ som fx en kodeviser, så kan du få aktiveret en ny MitID app på to måder: Du kan enten scanne dit pas og ansigt med MitID appen og på den måde få aktiveret en ny app, eller du kan få en ny aktiveringskode hos Borgerservice, som du kan bruge til at aktivere din nye app. 

Hvis du har MitID app, kan du logge ind på MitID.dk og bestille en ny kodeviser eller kodeoplæser. Hvis du ikke har MitID app, skal du henvende dig i Borgerservice.

Læs mere på MitID.dk 

Hvis I er flere personer i samme husstand, som fx benytter den samme tablet, kan I bruge den samme MitID app. I skal bruge hvert jeres bruger-ID, da man kun må bruge sin egen MitID-identitet. Hvis I bruger den samme app, kan I derfor ikke bruge ansigtsgenkendelse eller fingeraftryk til at åbne MitID appen med. 

Du har to muligheder for at få MitID:

Få MitID med pas 
  • Du kan bruge dit pas og MitID appen til at få MitID. MitID appen kan aflæse en chip i dit pas og dermed bekræfte, hvem du er. Det kan være et alternativ til at gå i Borgerservice. 

MitID understøtter udenlandske mobilnumre.

Alternativt kan du få MitID i borgerservice:

Du kan også få MitID i borgerservice, næste gang du er i Danmark. På MitID.dk kan du læse om gyldig legitimation, som du skal medbringe.

Du vil blive bedt om at besvare kontrolspørgsmål baseret på oplysninger i CPR eller medbringe et vitterlighedsvidne, som kan bekræfte, hvem du er. Det kan fx være et familiemedlem eller en ven. Vi anbefaler, at du medbringer et vitterlighedsvidne, da det ikke er sikkert, at der er data nok i CPR til, at der kan stilles kontrolspørgsmål.

Vitterlighedsvidnet skal have et gyldigt MitID, som skal være mindst 10 dage gammelt. Husk at booke tid i borgerservice. 

 Læs mere om, hvordan du får MitID på MitID.dk

Hvis du vil have adgang til offentlige tjenester som SU eller Skat i Danmark, skal du have et MitID. 

Hvis du er virksomhedsejer eller har fuld tegningsret i en virksomhed, kan du nøjes med at bruge dit private MitID, når du skal tjekke Digital Post, indberette moms eller betale faktura på vegne af din virksomhed. Det er den løsning, der hedder MitID privat til erhverv.

Du kan automatisk bruge MitID i erhvervsmæssig sammenhæng, så snart du som privatperson har fået MitID, og skal altså ikke foretage dig yderligere.

MitID Erhverv til virksomheder og foreninger

Har du medarbejdere i din virksomhed eller medlemmer i din forening, der skal læse Digital Post, søge barselsrefusion eller logge på øvrige offentlige selvbetjeningsløsninger på vegne af organisationen. Så skal I fremover benytte MitID Erhverv, der erstatter NemID medarbejdersignatur.

I frivillige foreninger samt alm. foreninger, andelsforeninger og særlige foreninger kan foreningsrepræsentanten nøjes med at benytte sit private MitID. Foreningen skal registrere én foreningsrepræsentant i CVR, og det er denne foreningsrepræsentant, der alene kan gøre brug af sit private MitID. 

Registrér en foreningsrepræsentant på Virk

Skal flere medlemmer i foreningen læse Digital Post og logge på øvrige offentlige selvbetjeningsløsninger på vegne af foreningen skal de gøre brug af MitID Erhverv. Foreninger med begrænset ansvar (erhvervsdrivende foreninger) skal også anvende MitID Erhverv.  

Læs mere på MitID Erhverv

Du kan hente MitID kodeviser eller kodeoplæser for en anden person, hvis du medbringer din fuldmagt i borgerservice.

Hvis du ikke har et dansk CPR-nummer, skal du i stedet bruge en P-kode. P-koden er en 8-cifret kode, du skal taste ind i MitID appen, hvis du bruger dit pas/ID-kort til at få eller ændre MitID med. 

Du kan læse mere om P-koder på MitID.dk 

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg ikke har MitID?

Det skal være muligt at være borger i Danmark uden at have MitID. På trods af, at Folketinget har besluttet, at borgere i højere grad skal have mulighed for at betjene sig selv på internettet ved hjælp af MitID, kan der kan være flere årsager til, at en borger ikke kan få udstedt MitID.

Danske offentlige myndigheder har pligt til at give borgere uden MitID adgang til samtlige offentlige services. Borgere uden MitID kan derfor foretage de samme handlinger, ansøgninger og registreringer på lige fod med borgere, som har MitID.

Som tommelfingerregel har du som borger altid mulighed for at bede en offentlig myndighed om at få adgang til en service uden brug af MitID. Så selvom mange offentlige tjenester i dag kræver, at du som borger logger ind med MitID, kan du faktisk foretage de samme handlinger og anmodninger uden brug af MitID.

Hvilke muligheder har jeg?

Skal du foretage ændringer i dine personforhold, fx adresseskift, søge boligstøtte eller bestille feriepenge, kan du møde fysisk op i borgerservice og udfylde de relevante blanketter. Mange tjenester kan også tilgås online uden brug af MitID. Har du, fx af din praktiserende læge, fået en henvisning til en speciallæge, kan du lave opslag på behandlere på Sundhed.dk uden at logge på med MitID.

Som studerende kan du foretage uddannelsesvalg på optagelse.dk med og uden brug af MitID. Skal du søge SU, kan du ansøge ved at sende fysisk post til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Har du behov for at tilgå fx dine sundhedsoplysninger, kan du kontakte det pågældende sygehus eller egen læge.

Du har også mulighed for at give en pårørende fuldmagt til at handle på dine vegne. Det gør du via Digital Fuldmagt-ordningen, der giver adgang til mange offentlige selvbetjeninger. Din pårørende skal bruge sit eget MitID. Hvis der er tale om fuldmagt til ikke-offentlige selvbetjeninger – fx din netbank – skal du kontakte virksomheden direkte.

MitID er først og fremmest en app til smartphone og tablet. Du kan bruge MitID til fx at logge på netbanken eller borger.dk.

MitID har afløst NemID, fordi der er brug for et digitalt ID, som kan leve op til fremtidens sikkerhedskrav og behov. 

Med MitID er du godt beskyttet mod identitetstyveri, da du kan få besked både gennem MitID appen, på SMS eller e-mail, hvis nogen fx forsøger at aktivere MitID appen fra en ny enhed. Samtidig stilles der høje krav til identitetssikring, dvs. at du kan dokumentere din identitet, både når du skal have MitID, og når du bruger det til fx at overføre penge eller logge ind på en selvbetjeningsløsning.

Det er gratis at få og bruge MitID.

Selvom du har fået MitID, skal du stadig beholde dit NemID nøglekort eller nøgleappen, indtil NemID lukker i oktober 2023.

Du kan læse mere om MitID på MitID.dk

Måske er du stødt på en QR-kode eller en ny knap i MitID appen? Den 6. juni 2023 blev MitID app opdateret. Opdateringen skal mindske risikoen for svindel og vil også gøre det nemmere for dig at godkende med MitID fra din mobiltelefon med en ny knap, som mange har efterspurgt. Opdateringen rulles ud over de næste uger.

  • Hvis du bruger MitID appen til en handling på en computer, vil du som noget nyt skulle scanne en QR-kode på computerskærmen med MitID appen, inden du kan godkende med MitID. Det skal være med til at sikre, at du, som godkender med MitID app, også selv har startet handlingen. 
  • Hvis du i dag bruger MitID appen til en handling på en mobiltelefon, bliver det nemmere at godkende med MitID, fordi du føres over i MitID appen ved tryk på en enkelt knap: ’Åbn MitID app’. Det minder om det, du kender fra NemID nøgleapp.

Den nye opdatering angår kun MitID appen. Der er således ingen ændringer for brugerne af MitID kodeviser eller kodeoplæser.

Du kan læse mere om opdateringen på MitID.dk.

Med et swipe i MitID appen kan du godkende eller logge ind med MitID på din smartphone eller tablet, fx hvis du skal overføre penge i din net- eller mobilbank, se dine skatteoplysninger eller handle på nettet. 

Alternativer til appen

Der findes to alternativer til dig, som ikke har mulighed for at bruge appen: En MitID kodeviser og en MitID kodeoplæser. Hvis du ikke har mulighed for at bruge appen, vil MitID kodeviser være et godt alternativ, mens MitID kodeoplæser er beregnet til personer med nedsat syn.

Du kan vælge, om du vil have MitID kodeviser eller MitID kodeoplæser sendt med posten eller hente den i borgerservice. Når du har modtaget eller hentet MitID kodeviser eller kodeoplæser, skal den aktiveres, så den tilknyttes dig.

MitID kodeviser

MitID kodeviser er en lille elektronisk enhed, som viser dig en engangskode, som du skal indtaste, når du skal bruge MitID. MitID kodeviseren er så lille, at du kan have den i dit nøglebundt eller i lommen.

MitID kodeoplæser

MitID kodeoplæser har en stor skærm, der viser dig en engangskode, som du skal indtaste, når du skal bruge MitID. MitID kodeoplæser kan også læse engangskoden op. Den er beregnet til personer med nedsat syn.

Lovgivning

Du kan læse om lovgivningen bag MitID på retsinformation.dk.

Skrevet af Digitaliseringsstyrelsen
og Glostrup Kommune
Senest opdateret 14.02.2023